USA’s højesterets overraskende dom i printersag har vidtrækkende betydning for forbrugere
Selvom det digitale samfund er blevet erklæret de sidste rigtig mange år, så må vi erkende nu vi skriver 2018, at vi stadig er dybt afhængige af printere og af muligheden for at skrive ting ud på papir. Privat er det ikke så meget som tidligere, men i erhvervslivet og det offentlige skrives der dagligt mange A4-sider ud. Det betyder at de fleste kontorer har mindst én laserprinter stående og at man har et stort forbrug af printertoner – det blæk printeren bruger til at skrive med.
Men printere er sårbare maskiner og går ofte i stykker. Arbejder du på et kontor, er du med garanti på fornavn med reparatøren fra printerfirmaet. Og så bruger de rigtig meget blæk. Det værste er at prisen på dette printerblæk er skyhøj, så selvom prisen på selve printeren er lav, så har den en stor løbende udgift til printerpatroner.
Er printerblæk lavet af enhjørningeblod?
Som Matthew Inman siger:
Enten er printerblæk lavet af enhjørningeblod, eller også bliver vi alle narret.
Med andre ord: printere er dyre i brug og det er der naturligvis et marked for at løse.
Ét af de firmaer, der forsøger at gøre dette er en mindre amerikansk firma ved navn Impression Products. De har lavet en forretning ud af at købe brugte lasertonerpatroner af mærket Lexmark og genfylde dem med blæk, hvorefter de kan sælge dem til en noget lavere pris end Lexmark selv sælger nye patroner for. Det bryder Lexmark sig naturligvis ikke om, da de forsøger at binde deres kunder til kun at købe originale Lexmark-tonerpatroner til Lexmark-printere.
Lexmark vs. Impression Products
Men det stopper ikke her, for i bedste amerikanske stil, valgte Lexmark også at sagsøge Impression Products. Sagen har kørt i en del år og endte i 2016 helt oppe i den amerikanske højesteret – US Supreme Court. Her gik den endelige afgørelse mod forventning imod Lexmark og gav altså Impression Products lov til at gøre hvad det længe har gjort.
Hvorfor er en amerikansk slåskamp over printerblæk vigtig eller interessant, tænker du måske?
Sagen er at domme i højesteret har det med at skabe præcedens i retssystemet, så Lexmark-sagen får betydning for alle mindre virksomheder, der lever at at reparere vores ting – også uden producentens tilladelse.
Der har været lignende sager i andre brancher. F.eks. traktorfabrikanten John Deere, der har blokeret for at andre firmaer kan reparere John Deere-traktorers software (ja, traktorer kører også på software i dag).
Kampen mod giganterne
Det kommer nok ikke bag på dig, at store virksomheder i Lexmark og John Deere-klassen gør alt hvad de kan for at passe på deres brands og for ikke at miste forretning til mindre virksomheder, der lægger sig i kølvandet, men helt hvor langt de gør, kommer bag på de fleste.
Lexmark sælger f.eks. to forskellige slags printerpatroner: en dyr version, der kan genbruges og en billigere model, der har indsat en chip, der gør at toneren ikke kan genbruges når den løber tør for blæk. Samtidig tvinger Lexmark deres kunder til at skrive under på en kontrakt kaldet post-sale restriction, der siger at det kun er Lexmark selv, der må indsamle, genopfylde og videresælge brugte printerpatroner.
Vil du læse mere om sagen, anbefaler jeg denne artikel i WIRED.